Elith Pio

Skuespiller. Født 3/7 1887, død 10/2 1983 - 95 år gammel. Søn af skuespillere William Pio. I 1912 gift med Soffy Christensen, med hvem han havde sønnerne, tegner Palle Pio, Instruktør Per Pio og John Pio. Debuterede i Peter Fjelstrups turneselskab i 1907 og fik en lang og omfattende karriere som teaterskuespiller ved bla. Frederiksberg Teater, Casino, Dagmarteatret og fra 1931 på Det kgl. Teater, hvorfra han først trak sig tilbage i 1974 i en alder af 86 år. Pio havde mange opgaver for radioen, iflg Jens Kistrup (Berlingske Tidende, 2/7 1987) drejer det sig om mere end 700 roller. Filmdebuterede hos Nordisk Film i 1909, men var også engageret hos Søren Nielsen (Biorama/Filmfabrikken Skandinavien) i et par sæsoner, hvor han fortrinsvist optrådte i skurkeroller. Både Benjamin Christensen og Dreyer brugte ham i flere film, og det blev til mindst 45 stumme film. Han var med i én af de allerførste tonefilm "Hotel Paradis" (Schnéevoigt, 1931) og blev ved helt indtil 1969. Alt i alt en filmkarriere, der strakte sig over 60 år! Han medvirkede 1908-19 i mindst 60 stumfilm, ofte i hovedroller. Mest kendt er han nok for kammertjeneren, der bliver revolutionær politikommissær i Carl Th. Dreyers "Blade af Satans bog" (1920), og han ses i Benjamin Christensens "Heksen" (1922). I tonefilm er han derimod den typiske birolleskuespiller og brillerer med en solid, relativt afdæmpet præstation som den beregnende skriver i George Schnéevoigts "Kirke og Orgel" (1932), den bedste af de tidlige seriøse tonefilm. Her sættes normen for hans i reglen kølige og og til tider usympatiske personer, gerne fra borgerskabets højere lag og kendetegnet ved verdenstræt kynisme eller selvtilfreds sarkasme. Trods lille af vækst kan han, på grund af sin selvsikre fremtræden og skarpt cisellerede replik, have betydelig pondus. For eksempel som den urokkelige statsadvokat i Johan Jacobsens fremragende "Soldaten og Jenny" (1947). I Bjarne Henning-Jensens "Når man kun er ung" (1943) og Emanuel Gregers' "Biskoppen" (1944) viser han sig dog - som henholdsvis kunstprofesser og den rigtige biskop - fra en mere jovial side. Og han er skæg i en usædvanlig rolle som festløve besnæret af Marguerite Viby i Johan Jacobsens vittige "Som du vil ha' mig -!" (1943).